Nyhedsvisning

Nyhed

05.06.2012 20:43 Alder: 352 days
Kategori: HIF-atletik, Kast

Dansk juniorrekord til Louise Odgaard i kaste mangekamp


Grundlovsdag på Greve stadion blev en god dag for Louise og HIF, da hun her erobrede sin 3. danske rekord i kastemangekamp, da det blev afviklet østdanske mesterskaber.

Rekorden lyder nu på 2.464 point – efter den nye pointtabel - og er en forbedring på 12 point af den 16 år gamle rekord - fra 1996 - der tilhørte Anja Smollerup fra Skive AM, når man regner hendes resultater efter den nye pointtabel.

I forvejen havde Louise den danske årgangsrekord for Piger 15 år og Piger 18 år og tirsdag erobrede hun så årgangsrekorder for Piger 19 år og tillige den danske junior rekord, der er det bedste resultat for alle årgange til og med 19 år.

Det var ellers med en vis portion spænding hun stillede til start – kunne hendes ben holde til en hel kaste mangekamp – efter at hun for halvanden uge siden var blevet ”kastet ned” af en 3 kg. hammer og pådrog sig en kæmpe bule og blodsamling på låret, hvor hun ramt. Men det så ikke ud til at skaden hæmmede hende synderligt i konkurrencen, der blev afviklet i ikke super perfekt atletik vejr, men trods alt tørvejr – dog med en forholdsvis strid blæst.

For at opnå gode resultater i mangekampe – herunder kastemangekampe – kræver det at man er på toppen i alle øvelser, da hver en cm. tæller med i pointberegningen, der så giver slutresultatet.

Louise lagde ud med sin favoritøvelse hammerkast og kom her ud med et middelmådigt resultat på 45, 44 meter – ca. 4. meter fra hendes bedste resultat og dermed ikke den bedste start. Næste øvelse var kuglestød og her blev det til en flot PR med 40 cm. og resultatet 10,43 og dermed var optimismen tilbage.

I diskoskast som var 3. øvelse blev det til års bedste resultat på 34,80 meter og så var man klar over at rekorden var indenfor rækkevidde. Der manglede således ”bare”509 point inden sidste øvelse spydkast – dette kunne omregne til et kast på lidt over 31 meter.

Men før man nåede til sidste øvelse, var der også en vægtkastkonkurrence, der skulle afvikles. Vægtkast (en jernkugle, der vejer 9,072 kg for kvinderne) tæller ikke med i junior pigegruppen, men derimod i seniorklassen, hvor Louise også stillede op. Louise kastede 12,56 meter i vægtkast og gik ud til sidste øvelse – spydkastet – med en føring på 4 point i seniorgruppen og visheden om, at et kast over de ca. 31 meter, ville give hende den danske juniorrekord.

Louise satte alt på plads i første forsøg, hvor spyddet landede ude på 32,33 meter. - det gav 521 point - den danske junior rekord var hjemme og det var tillige to 1. pladser i mesterskaberne et juniormesterskab og et seniormesterskab.