Helsingør IF Atletik
Klubnyheder

I weekenden blev der afholdt Øst-danske mesterskaber i atletik, og Helsingør Atletik var repræsenteret med et stærkt hold i alderen 12 til 18 år.
Stævnet blev afholdt over to dage i Ballerup med deltagelse af atleter fra 25 forskellige klubber. Søndag eftermiddag kunne træner Kasper gøre status over weekendens stævne, og det var en tilfreds træner som kunne konstatere at der var sat mange nye personlige rekorder og i tilgift kom alle atleter hjem med mindst en medalje.
For vores sprintere var det tydeligt, at der var blevet trænet godt henover sommeren.
Hos de yngste drenge i alderen 12 år, tog Albert ikke uventet tre mesterskaber hjem til Helsingør i 80m, 200m og længdespring. Derudover blev det til en tredjeplads i diskoskast.
Hos de lidt ældre drenge 15 år placerede Sebastian sig på den utaknemmelige 4. plads i både længdespring og 300m. Specielt på 300m løb Sebastian et flot løb og slog sin egen rekord med 3 sekunder. Sebastian havde en travl weekend og løb desuden både 100m (i ny stor pr), 200m samt deltog på klubbens stafethold der endte på andenpladsen.
I samme aldersgruppe deltog Lucas også i mange øvelser. Lucas vandt i sikker stil 300m hæk for de 15-årige drenge og satte derudover personlig rekord på både 100m og 300m. Lucas deltog endvidere i længde og løb førsteturen på stafetten.
Udover en sølvmedalje med stafetholdet, kunne Mikkel føje to bronzemedaljer til samlingen, som han fik i 200m samt længdespring. På 100m blev det ikke til medaljeplacering, men han fik sat en flot personlig rekord.
Klubbens hurtigste sprinter på herresiden er Zacharias, som stillede op i drenge 19. Han fik et par gode løb, hvor han på både 100m og 200m fik forbedret sin egen rekord. På 100m blev det til en sølvmedalje og på 200m løb han sig ind på en fortjent tredjeplads. Det bliver spændende om Zacharias kan få ram på klubbens over 40 år gamle klubrekord på 100m - han nærmer sig i hvert fald!
På mellem- og langdistance var Helsingør repræsenteret ved Gustav, som i drenge 17 år løb en ny personlig rekord på 800m samt løb sit første løb på 1500m distancen. Derudover løb Gustav den afsluttende fjerdetur på stafetholdet.
Emil havde valgt at løbe den længste distance, nemlig 5000m. Emil løb en pæn tid, som dog var et stykke fra pr i det varme vejr og han sluttede på en førsteplads i drenge 19 år.
Endelig løb Emilie i piger 19 år en sølvmedalje hjem på 1500m efter et godt disponeret løb.
Klubbens eneste kaster Charlie deltog i fire forskellige kastediscipliner og klarede det godt. I de for Charlie nye discipliner hammer samt vægtkast blev der sat store personlige rekorder og i begge discipliner blev det til sølvmedaljer. I diskos havnede Charlie på en fjerdeplads og i kuglestød blev det til ny personlig rekord.
Alle klubbens atleter havde en dejlig weekend, hvor der blev udvist godt sammenhold, men også koncentration og vilje til at præstere. Næste store konkurrence er de danske ungdomsmesterksaber som afvikles til september.
Alle resultater kan findes i imars: Resultater
Helsingør IF Atletik, Egevænget 6, 3000 Helsingør